Gaia Armyrantis Trampedach er en ung kunstner, som er opvokset på Bornholm, og som nu er bosat i København.
Efter en 3-årig kunstnerisk uddannelse i Jylland, bragte Gaia Armyrantis Trampedach sine evner, med både den klassiske tegneskole og det mere eksperimenterende virke, med tilbage til Bornholm, hvor hun i 2017 etablerede sit atelier i Østermarie. Her begyndte hun for alvor at male og udvide sit kunstneriske univers. Gaia har siden 2018 undervist i croquis-tegning i sit atelier, og derudover har hun både haft undervisningsforløb for børn på Bornholms Billedskole i Rønne og på Oluf Høst museet i Gudhjem. Udover udstillinger på både Bornholm og fastlandet, har Gaia også medvirket i DR1’s program Danmarks Bedste Portrætmaler i 2019.
”Jeg undersøger grænsen mellem noget foruroligende og æstetisk smukt, fremført i en blanding af klassisk håndværk og umiddelbar og legende tilgang til brug af materialer, farver og overflader. I min kunst bruger jeg referencer og stemninger fra min egen hverdag. Blandt andet Bornholm hvor jeg er vokset op og København hvor jeg bor nu, giver inspiration til kontrastfulde clash i udtryk, stemning og tempo. Jeg oplever i mig selv og i min omgangskreds en hungeren efter romantik, skønhed og ro, efter den voldsomme tid vi alle har gennemgået de seneste par år. Men også en underliggende vagtsomhed for tiden vi går i møde.”
Følg med på Gaia hjemmeside:
Serien EVOLUTION
Gaias motivverden er en udforskning af menneskets krop og sind, vores omgang med hinanden og naturen, ofte skildret som biologiske mutationer hos dyr og mennesker i form af. Ved hjælp af bl.a. sin glimrende anatomiforståelse formår hun at gengive sine vanskabninger med en æstetisk sensitivitet, der giver værkerne en urovækkende og kontrastfyldt skønhed. Udtryksformen er nysgerrig og foranderlig, og hun bevæger sig ubesværet mellem forskellige teknikker og medier som fx tegning, maleri og skulptur.
Til udstillingen medbringer Gaia Armyrantis Trampedach værker fra serien Evolution, som nysgerrigt undersøger en fremtid hvor menneskelig evolution bliver en sammensmeltning mellem mennesker, dyr, natur, maskiner og sci-fi elementer til groteske kimærer og cyborgs. Vi møder en kompleks verden, med dele af instinkt, teknologi og følelse. Serien af værker strækker sig over tegninger og skulpturer skabt i samarbejde med kunstnerens mor Charlotte Trampedach.
Uddannelse
Kommende udstillinger
Udstillinger
Undervist
Andet
Tørring-Uldum Kunstforening Tlf.: 21 78 45 56 E-mail: risvigt (snabel-a) gmail.com